De kolde flammer

Det skal ikke gå os værre end andre.

var også noget, som folk vidste, og som de forlangte at få lov at genkende.

Alting var anderledes dengang.

Men heroppe var det, som naturen selv tog menneskene ned af deres piedestaler.

nede i isen på halvtredsindstyvende år og bevægede sig fremad med den fart, de havde udmålt.

Grønland! sagde Kristian og tyggede på sin mad og kiggede mod den flimrende iskappe mellem fjeldene. – Erik den Røde kaldte landet for Grønland blot for at reklamere for det, for at lokke andre med herop. Han har selv sagt det.

– På grønlandsk hedder det noget andet, sagde Ringsted.

– Hvad hedder det? Kristian vidste det, men ville gerne høre den anden sige det alligevel.

– Inuit nuna. – Menneskenes land.

Fjeldet, umanakken, der rejste sig som en kegle med forvitret top, kastede sin skygge ud over vandet. Foran bopladsens huse, der lå strøet ned over klippeterrænet, lå fjorden med de hvide isbjerge, og helt på den anden side igen lå nye fjelde som høje bakker.

i bedste fald. Det er ikke uvilje. De synes bare, at det er dejligt vejr, og kan ikke forstå, at andre virkelig kan have travlt. Det er jo naturmennesker.

På at de havde røde, strikkede huer kunne man se, at det var piger, og Vera kom altid senere til at huske den koloni, hendes første indtryk af Grønland, som et underligt, uvirkeligt sted, en nissebefolkning, der inde på en lille plet mellem høje, fjendtlige bjerge søgte ly for regn og slud.

Nu er de ganske vist blevet civiliserede, men er de lykkeligere ved det?