Transit

rummet der syntes at være knyttet til det midlertidige ved situationen, det at vi ventede. Drengene blev ved med at spørge hvornår han kom hjem, og jeg blev også ved med at se på uret mens jeg ventede på at tiden skulle gå. Alligevel vidste jeg at der ikke ville ske noget anderledes eller noget særlig vigtigt når han kom hjem. Det var bare det at noget blev spændt til bristepunktet af hans fravær, noget der havde med tro at gøre: Det var som om vores evne til at tro på os selv, på vores hjem og vores familie og på hvem vi sagde vi var, var blevet så tyndslidt at den var ved helt at give efter. Jeg huskede følelsen af at virkeligheden trængte sig på, lige under overfladen, som en hemmelighed jeg forsøgte at holde for mig selv. Det gik op for mig at jeg ikke havde ly

Han ple‍­je‍­de at bruge især vre‍­den med nøje over‍­læg, og denne fø‍­lel‍­se af hans kon‍­trol havde måske været mere skræm‍­men‍­de end vre‍­den selv, for vrede burde da være ukon‍­trol‍­la‍­bel; eller ret‍­te‍­re, hvis man var i stand til at kon‍­trol‍­le‍­re den til‍­stræk‍­ke‍­ligt til at af‍­gø‍­re hvor‍­når og hvor‍­dan man skul‍­le bruge den, kunne bru‍­gen af den be‍­skri‍­ves som en synd.

Jeg sagde at jeg ikke havde hørt nogen bruge det ord i lang tid, og han

mod‍­stå ond‍­skab, men når man gjor‍­de det, hand‍­le‍­de man alene. Man stod eller faldt som in‍­di‍­vid. Man ri‍­si‍­ke‍­re‍­de alt i for‍­sø‍­get: Det kunne endda være, sagde jeg, at ond‍­skab kun kunne be‍­kæm‍­pes ved total sel‍­vopof‍­rel‍­se. Pro‍­ble‍­met var bare at intet ville glæde ens fjen‍­der mere.