skab, blev fundet i negerfiguren nede i stuen, ved et såkaldt tilfælde. Jeg har tidligere vist Finn de øvrige sider i bogen, som fortæller os lidt af hvert, men som egentlig ikke bringer os ret meget nærmere en løsning af mysteriet.
Finn lagde armene over kors:
– Hvilket mysterium, om man må spørge?
Hans stemme lød en anelse mere sarkastisk end tilsigtet.
Anders lod sig imidlertid ikke gå på af lærerens skepsis, men svarede prompte:
– Hvad der blev af barken „Pemba“, samt hvilken skæbne der overgik skibets besætning. Kort sagt, vi mangler stadig det sidste kapitel i Max Savannahs dagbog. Siderne sidder, som jeg vist har sagt, løst i bogen. Man kunne altså forvente, eller håbe på, at sidste kapitel er faldet ud og lagt på plads et tilfældigt sted.
Finn syntes, han blev nødt til at afbryde Anders. Han rakte hånden op.
– Det er slet ikke, fordi jeg ikke vil høre, hvad det er, du vil sige, sagde han, – men hvor står det, at „Pemba“ ikke gik ned, simpelthen sank, forsvandt, som det jo sker for sejlskibe? Jeg er klar over, at der tilsyneladende er fundet noget vraggods, blandt andet Max’ dagbog, en messingmaske og denne Jolly Nigger Bank, men kunne det ikke i sig selv være bevis på at „Pemba“ sank?
Anders trak sig i underlæben:
– Næppe, sagde han. – Her i reolen står en masse såkaldte årbøger, lige fra århundredskiftet frem til slutningen af 20’erne. Det interessante er, at „Pemba“ aldrig blev fundet. Hverken vragdele eller omkomne, kun en lille kiste foret med kork, så den kunne flyde, blev samlet op nogle år senere i Cape Town og bragt til Danmark, hvor de pårørende for længst havde opgivet alt håb.
Finn trak på skuldrene. Følte sig en smule for træt til at høre på flere foredrag.
Men Anders fortsatte:
– Nu var det sådan, at da vi