1900 – Morgenrøde

brøkdel af et sekund stoppede hendes blik op ved ham, som om hun hurtigt konstaterede at dér, der var vist et nyt ansigt. Han smilede og nikkede, men for sent. Øjeblikket var allerede passeret.

Da hun efter måltidet kom rundt og skænkede kaffe i deres krus mødte han hendes blik, dristigere end han havde turdet forestille sig, og i et par sekunder var det som om hendes blik blev hængende i hans, næsten som et spørgsmål i luften, inden hun gik videre. Han fulgte hende med blikket, noterede sig hvordan hun besvarede kommentarer og spørgsmål ved ligesom at lægge hovedet på skrå og vende sig halvt bort, inden hun sagde noget. Hvis en af mændene lagde en tilsyneladende fortrolig arm omkring hendes hofter skubbede hun den roligt væk, men et par gange syntes han nu nok han så rødmen skyde op i hendes kinder og blikket blive skarpt over en lidt for upassende kommentar.

Efter måltidet hjalp han med at bære ud i køkkenet.

»Du er ny her,« fastslog hun i forbifarten.

»Ja, jeg kom i dag. Hva’ med dig?« Da hun ikke svarede tilføjede han: »Har du været her længe?«

dagen i dag’ var ‘så skøn som ingen dag har været i lange tider’.

At miste et barn gør noget ved et menneske. Det skaber en ubalance i livet, som aldrig kan fjernes helt.

– Men ... går du med hjem?

Åh, ja, han gik med hjem, igen og igen, og han druknede sin dårlige samvittighed i hendes vaniljehvide hud, kanelduftende sprækker og huggende uro. Han gik på ski ind over hendes vidder, søgte ly for stormen under hendes harpikstunge grannåle, varmede sig ved bålet i hendes skød og følte sig som et geni i storm, på en strand der førte til evigheden.

Han havde holdt hende fast og tæt ind til sig og mærket lugten af mølkugler fra den sølvræv hun havde om halsen blande sig med duften af liljekonvaller og ungpigehud.

havde holdt hende fast og tæt ind til sig og mærket lugten af mølkugler fra den sølvræv hun havde om halsen blande sig med duften af liljekonvaller og ungpigehud.