Oliveira indser, at hævn har drevet hende – mere end den eventyrlyst, som fik hendes lovovertrædelser til at eskalere, og mere end de pengeproblemer og den voldskultur, som også kortvarigt fastholdt hende i kriminalitet. Det har den, siden hun lå i en hængekøje med sin onkel oven på sig. Hævnen har ofte føltes god, lige når hun fik den, som en rus af lykke, men fulgtes af en angst for gengældelse.
Hele sit voksne liv har Oliveira fantaseret om at dræbe onklen, som hun ser næsten hver dag. Han bor også i Gaden uden udvej, to huse fra hendes hus med morens hus imellem dem. 70 år er han blevet, en drikfældig mand med topmave og et barnligt smil.