Når isen brister

Menneske — i Toget, der førte ham langt bort og — — for bestandigt.“ Hun saa

Maaske var hun ikke nok sammen med dem, hun var jo saa optaget af sin Farbror, at naa sit Maal og vinde hans Godhed og Venskab. Hver Aften smuttede hun under et eller andet Paaskud op til ham et Øjeblik, og hun følte, at han ventede hende, om ikke med samme Glæde som hun kom, men dog uden den første Tids Modvilje.

„Tak Betty, og husk paa du, er min Søster, saa egentlig bedrager vi ingen,“ Ellen gengældte kærligt hendes Omfavnelse, „men sæt dig nu ned, vi har meget at aftale, om faa Dage er vi i Land, og vi maa have klare Linier at gaa efter.“