Samlede skuespil / bind 5

Her er stadig en lugt af blod; al Arabiens myrra kan ikke få denne lille hånd til at dufte frisk igen.

Roderigo:
Han, tykkelæben, er en heldig mand,
hvis dette her går godt!

Jago:
Guds dros, I er bestjålet, klæd Jer på
for skams skyld! I har fået hjertet knust
og røvet Jeres halve sjæl, fordi
en gammel kulsort vædder lige nu,
ja nu, bedækker Jeres hvide lam!
Op, op, lad klokker ringe, lad dem vække
hver borger, der nu snorker sødt i sengen,
før Djævelen gør Jer til bedstefar!

Jago:
Min herre, jeg er den der kommer for at fortælle Jer, at Jeres datter og maureren lige nu leger dyret med de to rygge.

Sandelig, om ikke

en kuglerammeklikker tjener ham

som vicechef

Drengen:
Så er de dumme, dem der lover og lyver; for der er nok af folk der lover og lyver til, at de kunne tæve de ærlige og hænge dem.

Macbeth:
Hun skulle være død en anden gang;
så blev der måske tid til den slags ord. –
”I morgen” og ”i morgen” og ”i morgen”,
det slæber sig så trægt fra dag til dag,
til sidste stavelse i tidens bog;
og hvert ”i går” har kun lyst narre vej
til dødens støv. Ud, ud, du sølle lys!
Vort liv er kun en skygge, kun en flakke,
en stakkels komediant, der hidsigt skridter
sin stund på scenen af og så blir tavs,
et eventyr, fortalt os af en dåre
med larm og bulder, fyldt af raseri,
og det betyder intet

som går ad den blomstersmykkede vej til det evige festblus.