Sonja Vesterholt kom til Danmark i 1970 som 25-årig fra det daværende Sovjetunionen. Mødet med det nye land fortæller hun om i Kærlighedslandet.
Bogen er en fortsættelse af erindringsbogen fra 2011, Hunden er rask, hvori hun beskrev sin barndom og ungdom præget af begrænsninger, afsavn og forbud — og den totalitære stats overvågning. Alligevel lykkedes det for Sonja Vesterholt i næsten al hemmelighed at blive gift med danske Ole, som hun mødte, mens han studerede i Leningrad. Og efter mange ”samtaler” og ansøgninger fik hun lov til at rejse til Danmark. Som hun fortæller i Kærlighedslandet: ”Taastrup blev mit paradis. Fra 12 m2 i Sovjet til 110 m2 i Danmark — til storhed, pragt og herlighed”. Og til uendelig mange valgmuligheder: ”Lektion 1: Jeg skulle lære at træffe et valg. Når man kommer fra et mangelsamfund, er det svært at vælge”.
Men paradiset viser sig ikke at være uden skyggesider. Kærlighedslandet er en fortælling om en enestående menneskelig rejse — og et tidsbillede af Danmark i årene 1970 til 1985 set med en udefrakommendes øjne.