Hans Egede

var medmennesker, som man holdt af og respekterede. Lad være, at mange siden har forsyndet sig mod dette.

gjorde grønlænderne, da de for få år siden gjorde 3. juli, dagen for Egedes ankomst, til landets nationaldag.

disse arme vankundige menneskers oplysning, har, er og skal være mit eneste øjemærke, ja hjertet

Han bekæmpede for en sikkerheds skyld, da han efterhånden forstod sangenes religiøse karakter, alle deres mærkelige lege og danse, og derved kom han til at ødelægge mange træk i deres kultur, som intet havde med religionen at gøre.

disse uvidende og sløve vilde. I disse første år er der meget i hans holdning over for grønlænderne, som man har vanskeligt ved at forlige sig med. Men som årene gik, forstod h

også sker i dag) som dovenskab og sløvhed og mangel på ansvarsfølelse.

Af mangel på menneskel

Grønlænderne er af naturen blufærdige og forsigtige med at vise deres følelser. Det fører (også den dag i dag) let til den slutning, at de ingen følelser har, at de er koldsindige, som Egede udtrykker det, uden anlæg for påvirkning og interesse for åndelige ting. Deres totale mangel på forestillinger om et

var blevet vænnet til spiritus, tobak og andre nydelsesmidler, som kunne være nok så farlige for mennesker, der ikke før havde kendt dem. De havde fået tuberkulose – og hvad værre var: Deres sociale system var blevet sprængt. De dygtige fangere, som før havde givet deres overskud til de svage, solgte det nu til de fremmede. De selv blev endnu rigere end før, men de svage blev endnu fattigere. Og det var til dels netop disse

Men grønlænderne havde også lært af det: De var blevet drevne og erfarne i handelen og vidste udmærket, hvad deres spæk og skind var værd. Og de havde også betalt en dyr pris på anden måde: De

et menneske blev mistænkt for at stå i ledtog med dem, blev det uden nåde dræbt. Det ramte især de såkaldte iliseetsut, heksene. Hvis der skete drab, var det en pligt for de pårørende at hævne