James Joyce

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

Jeg stod lige og sludrede lidt med gamle Troy fra D. M. P. dér på hjørnet af Arbour Hill og guddødeme om ikke en skide skorstensfejer kom gående og nær havde jaget sine grejer i øjet på mig. Jeg vendte mig om for at give ham et par borgerlige ord med på vejen og hvem ser jeg så i det samme komme luntende hen ad Stony Batter, Joe Hynes sgu.
– Hvad så, Joe, siger jeg. Hvodden skær’ den? Så du den skide skorstensfejer, han havde nær pirket øjet ud på mig med kosten

Ja, siger jeg. Ak, at dog heltene faldt! Opkræver af forfalden og tvivlsom gæld