Lone Østerlind

Hvis et under eller noget vidunderligt skal ske, er den første betingelse altid, at en enkeltperson tror på dette under. En uforbederlig persons naive mod kan netop der, hvor de lærde tøver, give det frugtbare skub fremad, og som for det meste er det også her en ren tilfældighed, der sætter det storslåede foretagende i gang.

Ubarmhjertigt bliver først de uerfarne tropper, basjibozukkerne, sendt mod murene – deres halvnøgne kroppe tjener i sultanens angrebsplan på en måde kun som stormbukke, der er bestemt til at udmatte og svække fjenden, før kernetropperne bliver sat ind til det afgørende stormløb. Med hundreder af stiger løber de, pisket frem, i mørket, de klatrer op til tinderne, bliver kastet ned, løber atter op, igen og igen, for de har ingen vej tilbage: Bag ved dem, der blot er værdiløst menneske­materiale udset til at blive ofret, står allerede kernetropperne, som hele tiden driver dem frem mod den næsten sikre død.

Nu kan der ikke ske noget lykkeligere for et åndfuldt menneske end at blive udelukket fra det offentlige, politiske liv; derved rykkes tænkeren, kunstneren ud af den sfære, der er uværdig for ham, og som kun kan beherskes med brutalitet eller listighed, og sender ham tilbage til hans indre urørlige og uforgængelige sfære. For et intellektuelt menneske bliver enhver form for eksil en tilskyndelse til indre fordybelse, og Cicero oplever denne velsignede modgang i det bedste og lykkeligste øjeblik.

Men gang på gang gentager den tragedie sig i historien, at netop åndsmennesket, fordi han i sit indre tynges af ansvaret, i det afgørende øjeblik sjældent bliver et handlingsmenneske. Gang på gang den samme splittelse i det intellektuelle, skabende menneske: Fordi han ser tidens dårskab tydeligere, drages han efter at gribe ind, og i sin entusiasme kaster han sig lidenskabe­ligt, men kortvarigt ind i den politiske kamp. Men samtidig tøver han også med at besvare magt med magt. Hans indre ansvarsfølelse får ham til at vige tilbage over for terror og blodsudgydelse, og denne tøven og hensyntagen netop i dette eneste øjeblik, der ikke kun tillader, men ligefrem kræver hensynsløshed, lammer hans kraft.

Men gang på gang gentager den tragedie sig i historien, at netop åndsmennesket, fordi han i sit indre tynges af ansvaret, i det afgørende øjeblik sjældent bliver et handlingsmenneske. Gang på gang den samme splittelse i det intellektuelle, skabende menneske: Fordi han ser tidens dårskab tydeligere, drages han efter at gribe ind, og i sin entusiasme kaster han sig lidenskabe­ligt, men kortvarigt ind i den politiske kamp. Men samtidig tøver han også med at besvare magt med magt. Hans indre ansvarsfølelse får ham til at vige tilbage over for terror og blodsudgydelse, og denne tøven og hensyntagen netop i dette eneste øjeblik, der ikke kun tillader, men ligefrem kræver hensynsløshed, lammer hans kraft.

For anden gang er Marcus Tullius Cicero flygtet fra verden tilbage til sin ensomhed. Nu har han endegyldigt erkendt, at han som lærd mand, som humanist og rettens forsvarer lige fra begyndelsen var forkert placeret i en sfære, hvor magt gælder som ret, og hvor skrupelløshed virker mere befordrende end visdom og forsonlighed.

Men nu, hvor han er tvunget til uvirksomhed, vil han i det mindste bruge den i overensstemmelse med Scipios fortrinlige ord; om sig selv sagde Scipio, at han ”aldrig havde været mere virksom, end når han ikke havde noget at gøre, og aldrig mindre ensom, end når han var alene med sig selv”.

For første gang begyndte jeg at forstå, at det værste i denne verden ikke skyldes ondskab og brutalitet, men næsten altid har sin rod i en form for svaghed.

Fuld af had og rædsel må du lide under denne fremmede længsel, der lider for din skyld, og dét ved jeg nu: Det er den mest vanvittige, mest uomgængelige pine, der kan ramme en mand; at blive elsket mod sin vilje. Det er alle pinslers pinsel, og uden skyld er han den skyldige.

Forstår De, det vanskelige ved vores profession er slet ikke de syge; dem lærer man efterhånden at omgås på den rette måde, man udvikler en teknik. Og når alt kommer til alt – hvis patienter klager og spørger og presser på, indgår det faktisk som en del af deres tilstand ligesom feber eller hovedpine. Vi går ud fra, at de er utålmodige, vi er indstillet på det og forberedt, og vi har alle sammen nogle beroligende fraser og usandheder ved hånden, ligesom vi har sovemidler og smertestillende dråber. Men der er ingen, der gør livet så surt for os som de pårørende, slægtningene, der uopfordret trænger sig ind mellem lægen og patienten og altid vil have ’sandheden’ at vide.