Høst og Søn

NOORA: Hej er det her Wilhelms nr?
WILLIAM: Noora?
NOORA: Ja hej
WILLIAM: Aaaw du har ladet din telefon op <3 For min skyld?
NOORA: ok nørd
NOORA: Jeg må bede dig om en tjeneste
WILLIAM: ok? Anything for you bby
NOORA: Du skal ikke kalde mig bby
WILLIAM: Ok modtaget
WILLIAM: Hvad med hunny?
NOORA: Nej
WILLIAM: My love? Eller lover?
NOORA: seriøst
WILLIAM: Anything for you lover
NOORA: kæft hvor er du kikset
WILLIAM: Haha!!
WILLIAM: ok så kalder jeg dig bare noora
WILLIAM: Noora Amalie Sætre
NOORA: Fedt
WILLIAM: Hvad kan jeg gøre for dig?
NOORA: Er du sød at sige undskyld til Vilde for det du sagde om at hun ikke var lækker nok
WILLIAM: hvorfor det?
NOORA: Fordi det sårede hende rigtig meget. gider du please bare gøre det
WILLIAM: tror ikke det er så smart
NOORA: Selvfølgelig er det smart er du klar over hvor sygt ked af det hun blev? Du burde have sagt undskyld for længe siden. Eller for det første burde du aldrig have sagt det! Hvem går rundt og siger sådan noget??? Det er helt utrolig røvhulsagtigt at sige
WILLIAM: Ok hvis det er så vigtigt for dig
WILLIAM: har du hendes nummer?
NOORA: Nej du skal ikke ringe til hende!!
WILLIAM:?
NOORA: det virker jo totalt underligt, det skal virke naturligt sådan så det kommer fra dig. Og du må ikke sige at det er mig der har bedt dig om det! Kan du ikke bare sige det på skolen?
WILLIAM: Efter jul kommer jeg ikke på skolen mere
NOORA: Hvad med til juletræstændingen på fredag?
WILLIAM: Ait
NOORA: Lover du at gøre det?
WILLIAM: Lover
WILLIAM: Tager du så med mig på date?
NOORA: Nej
WILLIAM: Oouch
WILLIAM: du er cold
NOORA: Ok whatever
NOORA: EN kort date
WILLIAM: Lover?
NOORA: Lover

Guderne er ikke noget at frygte. Døden er ikke noget at være bekymret for. Det gode er nemt at opnå. Det frygtelige er nemt at udholde.

Hvis menneskets hjerne var så enkel at vi kunne forstå den, så ville vi være så dumme, at vi alligevel ikke forstod den. Hilsen far.

Kants pointe er, at den i hvert fald ligger i os. Han er for så vidt enig med Hume i, at vi ikke kan vide noget sikkert om hvordan verden »i sig selv« er. Vi kan kun vide hvordan verden er »for mig« – eller altså for alle mennesker. Det skel som Kant drager mellem »das Ding an sich« og »das Ding für mich«, er hans vigtigste bidrag til filosofien.

– Jeg er ikke så stiv i tysk.

– Kant trak en vigtig skillelinje mellem »tingen i sig selv« og »tingen for mig«. Hvordan tingene er »i sig selv«, kan vi aldrig få nogen helt sikker viden om. Vi kan kun vide hvordan tingene »viser sig« for os. Til gengæld kan vi forud for enhver erfaring sige noget om, hvordan tingene opfattes af den menneskelige fornuft.

Hegel afviste at der eksisterer nogen »sandhed« over eller uden for den menneskelige fornuft. Al erkendelse er menneskelig erkendelse, mente han

En almengyldig beskrivelse af menneskets natur eller menneskets »væsen« er absolut uinteressant for Kierkegaard. Det er den enkeltes eksistens som er væsentlig. Og mennesket oplever ikke sin egen eksistens bag ved et skrivebord. Det er når mennesket handler – og især når vi foretager vigtige valg – at vi forholder os til vor egen eksistens.

Kierkegaard sagde også at sandheden var »subjektiv«. Han ville ikke dermed sige, at det er lige meget hvad vi tror eller mener. Han mente at de virkelig betydelige sandheder er personlige. Kun den slags sandheder er »en sandhed for mig«.

– Kan du nævne

vinden og blive erstattet af nysgerrighed. Han ville vide, hvor han var, og hvad der foregik.
Med en knagen og et metallisk brag stoppede rummets opstigen. Det pludselige ryk kastede Thomas ud af hans sammenkrøbne stilling og hen over det hårde gulv. Han kom på benene og følte rummet svaje mindre og mindre, indtil det til sidst var ubevægeligt. Der blev helt stille.
Der gik et minut. To. Han kiggede i alle retninger, men så kun mørke. Han følte igen langs med væggene for at finde en vej ud. Der var intet, kun køligt metal. Han stønnede frustreret, og ekkoet blev forstærket og lød som en forpint klagen. Lyden døde hen, og stilheden vendte tilbage. Han skreg, kaldte på hjælp, bankede på væggene.
Ingenting.
Thomas bakkede ind i hjørnet igen, lagde armene over brys­tet og skælvede. Han følte en sitren i brystet, som om hans hjerte ønskede at undslippe, at flygte ud af kroppen.
»En eller anden ... hjælp mig!« skreg han så højt, at ordene gjorde ham hæs.
En høj metallisk lyd rungede over ham, og han gispede forskrækket, da en lige linje af lys bredte sig hen over loftet, og Thomas så, at sprækken udvidede sig. Et par skydedøre blev tvunget op med en tung, skurrende lyd. Efter så lang tid i mørke skar lyset i øjnene, og han kiggede væk og dækkede for ansigtet med begge hænder.
Han hørte lyde over sig – stemmer – og

de grå sten. Et par træer omgav den, og deres rødder mindede om krogede fingre, der gravede sig ned i klippegulvet for at søge føde. I et andet hjørne af komplekset var der haver – herfra kunne Thomas se majs, tomatplanter og frugttræer.
På den anden side af gårdspladsen var der indhegninger med får og grise og køer. En stor lund fyldte det sidste hjørne; de nærmeste træer så forkrøblede og visne ud. Himlen ovenover var skyfri og blå, men Thomas kunne ikke finde solen, på trods af det klare dagslys. De snigende skygger på væggene røbede hverken tid eller kompasretning. Det kunne lige så godt være tidligt om morgenen som sent på eftermiddagen. Da han åndede dybt ind for at dulme sine nerver, blev han bombarderet med en blanding af lugte. Friskgravet muld, gødning, fyrretræ, noget råddent og noget sødt. På en eller anden måde vidste han, at det var lugte, der hørte til på en bondegård.
Thomas kiggede igen på dem, der havde taget ham til fange. Han følte sig kejtet, men ønskede desperat at stille spørgsmål. Fange, tænkte han. Hvorfordukkede det ord op i mit hoved?Han skannede deres ansigter, betragtede og vurderede de forskellige udtryk. En af drengenes øjne blussede af had og fik ham til at stoppe brat op. Han så så vred ud, at det ikke ville være kommet bag på Thomas, hvis drengen havde forsøgt at dolke ham. Han havde sort hår, og da de fik øjenkontakt,

Jeg havde drømt om en piges bløde, bløde læber og hendes duftende hud – og så var mit første tungekys fyldt med kradsende skægstubbe, aftershave og mandelugt! Det var slet, slet ikke sådan, det skulle have været.