Louise Salling

tiden og tidevandet venter ikke på nogen.“

“Jeg leder efter en mand og hans lille søn, som antageligvis er gået i land i Rørvik efter at have været ombord på D/S Vesteraalen, men som ikke tog skibet videre til Trondhjem som aftalt.”

“Antageligvis? Er der da nogen, der har set manden og hans søn gå fra borde i Rørvik?”

“Nej, men det må han have gjort,” sagde Margrete. “Han gik i hvert fald ikke fra borde i Brønnøysund, det har jeg fået bekræftet af én, der så ham ombord i det tidsrum, skibet lå til kaj der. Og der er jo ikke andre anløbssteder, før skibet ankommer til Trondhjem, og der var de forsvundet.”

“Hold da op, det er lige vel mange informationer på én gang,” sagde politimesteren. “De savner altså en person? Ja, eller to, for at være helt præcis, og de skulle altså være blevet i land i Rørvik, da skibet fortsatte til Trondhjem?”

“Ja, jeg tror, det er det, der er sket.”

“Har De forsøgt at ringe til Fiskerhuset?”

“Øh, nej,” sagde hun beklemt. “Jeg er ikke så kendt i Rørvik.”

“De er garanteret taget derhen, hvis de ikke nåede færgen,” sagde politimesteren.

“Fiskerhuset er altså et hotel eller pensionat?”

“Tja, hotel kan man vel næppe kalde det, men man kan i hvert fald leje et værelse der. De bør nok forsøge dér.”

“Har du prøvet at have en idé om, hvordan det hele skal være i dit hoved, og så fortsætter du bare, også selvom det ikke føles helt rigtigt?”

Smilende blev hun stående og lyttede til de velkendte lyde. Vinden, som susede i trætoppene, og fuglene som sang.

Inde under natkjolen slog hendes hjerte voldsomt af ren, varm lykke og forventning. I dag var det hendes bryllupsdag. Endelig. Om få timer skulle hun stå brud ved Jonas’ side foran alteret i Løten Kirke – den kirke, hun både var døbt og konfirmeret i, men også hvor hendes mor var blevet stedt til hvile en mørk novemberdag for snart 22 år siden.

Hun havde ringet til sin far, så snart kirken var reserveret, og havde indstændigt bedt ham om at hyre folk til at hjælpe med alle forberedelserne. Faren havde lidt undvigende svaret, at han nok skulle tage sig af det hele, og at hun ikke behøvede at være involveret. Hvad i alverden mente han med det? Han vidste jo, at alle de voksne fra Lillegårdsbakken kom, at alle dem fra Ås kom, og at Johannes forældre også kom. Ja, og så Gustav, naturligvis, for han skulle være Jonas’ forlover. Kunne hun virkelig regne med, at hendes far havde styr på bryllupsmiddagen?

Da Jonas, Jon og hun var ankommet sent i går eftermiddag, var hun blevet temmelig overrasket over, at alt så ud, som det plejede i huset.

Hans ansigtstræk stod som hugget i sten, og i hans blik kunne hun ikke blot se bundløs sorg, men også noget, som lignede had og bitterhed.