André Aciman

»Cor cor­di­um, hjer­ter­nes hjer­te, jeg har al­drig sagt no­get me­re sandt til no­gen i he­le mit liv.«

stik­ke hån­den ned i mi­ne buk­ser og med skam­løs dum­dristig­hed ta­ge fat om min pik og klem­me om den

kryd­se den uud­tal­te Magi­not­linje

Det he­le kun­ne bris­te på et øje­blik.

fjum­se så aka­vet rundt om den var­me grød

en hagl­byge af små ironi­ske be­mærk­nin­ger

skræd­der­stil­ling

spids­fin­dige de­tal­jer,

vak­kel­vorn gang­bro mel­lem os

Den kvæste­de og stærkt beska­dige­de frugt lå på si­den på mit skrive­bord som et vold­tægts­offer, skam­fuld, loy­al, øm og for­vir­ret mens den kæm­pe­de med ik­ke at kom­me til at læk­ke det jeg hav­de ef­ter­ladt in­de i den. Det fik mig til at tæn­ke på at jeg sik­kert ik­ke hav­de set spor an­der­ledes ud da jeg lå på hans seng af­te­nen før ef­ter at han var kom­met in­de i mig før­ste gang.