Lars Kjædegaard

liv var blevet smadret. De mange år, hvor hun og Jan havde opbygget deres liv, deres rutiner, deres fritid og deres omhyggelige

noget ham til at åbne dem igen. Han så hen mod døren. Han hørte en lyd og så hjørnet af en hvid konvolut blive stukket ind under

Steen har store hænder og går ikke i bad hver dag, hvis du forstår, hvad jeg mener.

dræbe ofret, men at gøre det på en specielt modbydelig måde. Det skulle være voldsomt.

– Vi går ud fra, sagde Gutiérrez, – at Dahl selv lukkede drabsmanden ind.

Da Silva nikkede.

– Men Dahl har følt sig sikker nok til at sætte sig i stolen.

pylrer om mig.
– Det gør fædre, grinede Ruth.
Lyden skramlede igen, og kameraet blev slukket.
Thor så på hende. – Så langt, så godt.
– Du vil vel ikke fortælle mig, at hun filmede drabet?
– Nej. Men se her.
Han klikkede, og et stillfoto fyldte skærmen. Det viste den lave dør i fundamentet på Pindstrup Mølle.
– Der er et til, sagde han og klikkede. De så på et billede af Helens døde ansigt i lyset fra døråbningen. Helens ansigt havde et spørgende, åbenmundet udtryk, og hendes øjne var åbne.
Thor så på hende. – Så kan det vist ikke siges tydeligere. Vi er færdige her, Anita Hvid.
Hun satte sin øldåse på bordet. – Ikke helt

Hun slap ham og gik ud i køkkenet for at komme væk fra den velkendte distance, hun fornemmede var ved at tage form i mellem dem. Han tog overtøjet af og fulgte efter hende, hans øjne var

To gange i deres ti år i afdelingen havde Belling måttet give fortabt. To drabsmænd var aldrig blevet pågrebet

des. Hun kunne godt lide at cykle uden mål og med. Hun cyklede gennem skoven, ad stier og øde småveje, mellem træer, over åbne strækninger, ofte uden at møde nogen.

Hun var kommet ud af skoven tæt på

gen. Hvad havde han forestillet sig? Hans gamle tennismakker, Torben, var indædt tilhænger af thaimassage. Torben sagde, at de kunne noget, som danske fysioterapeuter ikke kunne. De kunne tage fat, og de vidste instinktivt – sagde Torben

Hans blik gled over til natbordet, hvor den klare flaske med den røde skruehætte stod.
– Der er ikke noget, der undgår din opmærksomhed, hvad? sagde han. – Måske skulle du selv overveje at tage noget ferie.
– Måske skulle du begynde at overveje at vende tilbage til virkeligheden, Belling.
– Og hvad vil det sige?
– Det vil sige, at du ikke skal lyve for mig. Jeg tror ikke på, at din doktor Malmberg udskriver en pæn, daglig dosis morfin to år efter, du fik det stik.
– Hvorfor tror du ikke på det?
– Fordi, sagde hun, – det ikke er hans opgave at gøre dig til morfinist. Selv om det er synd for dig, at du blev stukket.
– Okay, sagde han. – Malmberg udskrev dem i begyndelsen. På et tidspunkt sagde han stop. Men det duede sgu ikke. Så jeg var nødt til at skaffe dem på en anden måde.