Det er ligesom, når jeg vender blikket indad, så er der ikke noget rigtigt jeg – bare en masse tanker og adfærd og omstændigheder. Og meget af det føles ikke, som om det er mit. Det er ikke noget, jeg gerne vil tænke eller gøre eller sådan. Og når jeg leder efter det sådan Virkelige Mig, finder jeg aldrig noget. Det er ligesom de der russiske babusjkadukker, ikke? Dem der, som er hule, og når du åbner dem, er der en mindre dukke indeni, og du bliver ved med at åbne hule dukker, indtil du omsider kommer til den allermindste, som ikke kan åbnes.