Næste

Vi er følsomme allesammen, vi ryster og dirrer af følelser døgnet rundt, forskellen ligger i evnen til at skjule og fortrænge, ikke andet.

Indtil nu har jeg ikke mødt et eneste såkaldt almindeligt menneske. Hverdagsmennesker, simple skabninger, gennemsnitsmennesker, skabelon- mennesker – jeg har endnu ikke mødt et,

De overrasker mig ikke længere, alle de historier om familier, der har siddet fredeligt rundt om middagsbordet i det ene øjeblik, og i det næste er alle døde. Han var jo så flink og rar, siger naboen om familiefaren, der tog livet af hele familien og derefter sig selv. Han havde altid en venlig kommentar, hvordan kunne, hvordan er det muligt, det er ufatteligt. Men det er ikke ufatteligt. Den tyske by Dresden tog det mange hundrede år at bygge, men kun nogle få dage at bombe sønder og sammen. Den ene dag går man der, fuldt optaget af aftaler og ærinder og klokkeslet, den næste dag vakler man rundt blandt slaggehøje og ruiner. Man kan træde forkert i trafikken og blive kørt over af en bus, det kan ske når som helst, og hvis ikke det sker for dig, så sker det hver dag for nogle andre, det kan man læse i avisen. I avisen kan man desuden læse om folketingsmedlemmet, der brugte skatteborgernes penge på prostituerede, og om den pædofile fodboldtræner, far til tre og elsket af alle, hvordan er det muligt. En hel verden af handlinger og hændelser, der ikke tåler dagens lys, men som alligevel fortsætter, nærmest regelmæssigt, år efter år, langt væk fra al logik og produktivitet. En særlig dimension, der for det meste er skjult, men så får man nu og da et glimt af dette kaos, det upassende begær og alt det andet, alt dette irrationelle og gådefulde, som der også findes ansatser til i os selv, men det orker vi ikke at forholde os til, og derfor begraver vi det under et tykt lag af humor, mad, rus, internet, sport, penge, istandsættelse, fast ejendom, husarbejde og tusinde andre distraktioner.

Disse maskiner som vi bevæger os rundt i, som vi ikke ved, hvordan vi kom ind i, eller hvordan vi slipper ud ad. Hvem eller hvad er det, der sørger for, at hjertet slår, og neglene vokser, og hvem eller hvad har bestemt, at alt dette skulle begynde, og at det en dag skal slutte.

Det var det samme der skete, da det indiske par kørte deres børn de tre hundrede meter til skolen og parkerede lige udenfor.

Nu mærker jeg også dét forsvinde, denne sult efter information, efter spørgsmål og svar og larm og rabalder, og før jeg kalder kvinde, født 1999, ind, tager jeg alligevel mobilen og læser de sidste beskeder fra Bjørn for ikke helt at miste forbindelsen.

Du må lære at leve med den uden at gøre mærkelige ting hele tiden.

Loven siger, man skal holdes i live, ligegyldigt hvor ondt det gør. Oven i det hele får man ikke en gang lov til at udtale ordene. Det er en del af den illusion, der skal opretholdes, for at de unge og raske ikke skal have ødelagt humøret. Vi der er sunde og raske, vil gerne have, at de gamle lever et liv, der minder mest muligt om vores eget, at de skal sove og spise og bevæge sig. Alt det der jeg hele tiden siger til patienterne. Det stopper aldrig, ikke engang her, fordi vi nægter at opgive håbet om, at alderdommen kan bekæmpes, at forfaldet kan bremses, men vi aner ikke, hvordan det er at være dem, og den dag vi ved det, er det for sent.

Hvor mange gange skal en handling udføres, før den fæstner sig helt inde i knoglerne?

Underbevidstheden sorterer i den konstante larm, der omgiver os, og viser os det, vi inderst inde godt ved, men måske ikke orker at erkende.